En unik golfbane på Sjælland

Banen er formet efter Eremitageslettens naturlige konturer og de højryggede agre fra tidligere tiders landbrug, hvilket præger fairways og greens. På den åbne slette er de største udfordringer vinden, roughen, de strategisk placerede bunkers og greenområdernes fine detaljer.

En god runde kræver præcision, tålmodighed og touch omkring greens. Banen ligger i et hjørne af Dyrehaven med store, gamle ege og en imponerende kastanjeallé i skovbrynet. Fra de fleste huller er der udsigt til Eremitageslottet, og på den store slette græsser kronhjorte og dådyr ofte kun få meter fra teestederne.

Banen bærer sit tydelige præg af, at være designet i golfarkitekturens guldalder og er et meget fint eksempel på en åben parkbane. Den fremstår som en traditionel golfbane med hurtige og faste greens, meget naturligt udseende fairways og bunkers samt kun relativt få træer i spil; dog står mellem tee og green på 18. hul to store kastanjer, som gør afslutningshullet meget scenisk og for de fleste, en endog meget stor udfordring (par 3). Mange golfere har gennem tiden enten vundet eller tabt en match hér.

Den nuværende bane blev anlagt i 1928, tegnet af en nu ukendt skotsk banearkitekt, og for få år siden blev den re-designet og opdateret, ligeledes af en skotte, nemlig Tom Mackenzie, der gennem årene har designet og forbedret en lang række baner i hele verden.

Banen plejes helt grønt efter alle de nyeste forskrifter vedr. golfbanepleje – dvs. med et forbrug på et absolut minimum af sprøjtemidler. Med denne langtidsholdbare plejeform kan vi ikke blot overholde alle gældende regler og konventioner – men også skabe nogle jordbundsforhold, der sikrer, at vi kan understøtte væksten af de langtidsholdbare græsarter (rødsvingel og almindelig hvene), som skal udgøre mest muligt af spilarealerne.

Hvis du vil spille golf på en af de smukkest beliggende golfbaner på Sjælland, så er Københavns Golf Klub i Dyrehaven det helt rigtige sted at tage hen.

Scorekort 2015