Skip to content

Solen en sommermorgen er magisk

Han spillede greenfee i 2017. I sommeren 2018 var han solgt.

– “Min tidligere klub ‘ramte’ mig aldrig, og jeg har endda en masse gode golfvenner dér”, lyder det fra Peter Agerschou, der har har gjort det til en morgen-ting at tee’e ud kl. 07.00. Han frygter at han lyder for begejstret, men lægger ikke skjul på, at historiens vingesus, skoven, klubben og klubhuset har taget ham med storm. Der en ærlighed ved KGK, mener Peter Agerschou, der beskriver sit medlemskab som en ren feel-good-faktor, og som i dagens anledning derfor har iført sig plus four-bukser i ren uld.

Om tøjstilen plus four indskyder skribenten, at der er tale om bukser, der strækker sig ca. 10 cm under knæet og som udmærker sig ved at være lidt længere end traditionelle knickers. Plus four blev introduceret i 1920’erne, og golfspillere oplevede dengang, at tøjstilen gav større bevægelsesfrihed. I 1920’erne var plus four højeste mode, men blev også set som en lidt ekstravagant tøjstil. Populariteten aftog i 1930’erne, hvor knælange shorts gjorde sit indtog. Hvis man kigger på de gamle billeder i KGK’s klubhus genkender man datidens golfmode, og Peter Agerschou indrømmer, at han synes det er skægt at flippe lidt ud på tøjstilen. Omgivelserne inviterer nærmest til det, mener den 46-årige familiefar, der er faldet for Københavns Golfklub nogenlunde så pladask som en klichémættet propagandafilm. Det er svært ikke at lade sig rive med, selvom man allerede er begejstret medlem. Så vi lader interviewet få ‘fuld skrald’, når det kommer til at give sig hen til noget hjertet har udset sig som noget særligt. Læserne er hermed advaret.

– “Jeg bor faktisk tættere på flere andre golfbaner end KGK, men her får man jo nærmest en ejerfornemmelse af Dyrehaven, når man træder ind gennem den røde låge. Jeg føler mig som en mønsterbryder”, siger Peter Agerschou med et glimt øjet om at have forladt sin tidligere og nordligere liggende golfklub. Vi er på vej mod greenen på hul to, hvor skribenten undtagelsesvis ikke er ude at lede efter sin bold i roughen, og derfor kan høre godt efter, da Peter Agerschou med alvor i stemmen forklarer, hvor vigtig det er at føle sig godt modtaget i en ny golfklub. Dette bringer ham til en rosende omtale af Christian Tage Hansen (klubbens direktør), som Peter Agerschou, der også er medlem af klubbens erhvervsnetværk, mener er god til introducere folk for hinanden og ‘lige sætte en tre-bold sammen’, som kunne have glæde af hinanden. Den slags betyder noget. Og for Peter Agerschou blev det et sidste flueben ved klubben, inden han tog beslutningen om at skifte.

Vi er færdige med hul 3 og jeg får Peter overtalt til vi tager nogle plus-four-uld-billeder, når nu han er så ihærdigt klædt på. Han er hurtig overtalt. Til gengæld kniber det med at få gennet en kronhjort med billedet, så jeg nøjes med Peters sko.

– “For pokker, Kronprinsen har jo spillet herude. Og alligevel er der ingen ‘se-mig-attitude’ eller økonomisk blameren. Det er godt. Jeg føler stadig en vis ærefrygt i forhold til banen. Men også stor taknemmelighed”, siger Peter da vi på hul 16 giver hinanden ‘en mulligan’ med udsigt til Eremitageslottet, og kniber os selv i armen over, at det er muligt at spille i disse omgivelser året rundt.

– “Banen ‘står’ godt om vinteren, og greens er generelt gode, men intet slår en tidlig sommermorgen, hvor duggen stiger op, og du føler du er alene med dyrene. Det er wellness for voksne. Eller det er i alle tilfælde fuldstændig magisk”, slutter Peter Agerschou, da vi runder interviewet af over en kop kaffe i restauranten, og gør os de sidste noter om det klubskifte han ikke umiddelbart ser ud til at komme til at fortryde i dette liv.

Kontakt og prøverunde

Uanset om du savner noget, eller du allerede er overbevist, så kontakt vores direktør Christian Tage Nyvang for en rundvisning og svar på dine spørgsmål.

Og hvis du melder dig ind, refunderer vi dine greenfees fra de sidste 14 dage før indmeldelsen. Det manglede bare, at du vil prøve banen og opleve klubben ordentligt først.