Status ultimo maj

Endelig kom regnen. To måneders tørke og venten på regn er ovre. Selvom det ikke er blevet til alverden endnu, har effekten af regnen på specielt vores fairways ikke været forgæves. Endelig er der kommet vækst og meget snart kommer den ønskede tæthed og farve vi efterspørger. Det er fairways, der skal løftes i år. Næste trin i forårets pleje er at tilføre lidt afspændingsmiddel, der vil sikre og vedligeholde fugten i jorden. Lidt senere i juni følger en eftersåning og gødning.

Banen er nu fuld åben. De sidste puttinggreens er blevet åbnet for spil efter corona karantæne. De nyrenoverede teesteder på par 3 banen er næsten klar til brug igen. På drivingrange har vi flyttet rundt på afstandsflagene og I vil gradvist begynde at kunne sigte efter målgreens klippet rundt om flagene.

Alle der har spillet banen vil have bemærket de små sorte plamager på banen efter vores behandlinger med jernsulfat og hvidløgsekstrakt på kløver og vejbred. Vi er kommet tidligt i gang med behandlingen i denne sæson hvilket vil få en positiv effekt på græssets evne til at konkurrere mod ukrudtet. For det kommer tilbage igen. Behandlingen er blevet gentaget 2-3 gange, ligger herefter stille hen over sommeren og genoptages i sensommeren.

Der er nu kommet river i bunkers igen. For jer, der helt har glemt hvorledes riverne skal ligge i bunkers efter brug så kommer det her: Riven genplaceres med rivehovedet i bunkeren og med enden af skaftet hvilende på bunkerkanten.

På vaskepladsen ved starterhuset vil I kunne glæde jer over etableringen af en ekstra højtryksrenser.

Husk at vask og afsprit hænder efter endt runde.

God fornøjelse

Status og arbejde på banen 19. april

Vejsiderabatter, marker, grusstier. Alt støver og er blevet knastørt. Utroligt når man tænker tilbage på den sidste halvdel af 2019 og de første vintermåneder af 2020. Marts var tør og april helt tør, kold og blæsende. Der har bestemt været lune dage, men vi savner vand igen. Det kan vi se på vores fairways, der stadig står sandede og åbne. Vi skal have en uges dårligt vejr – læs regn – og almindelig varme så begynder de at gro for alvor. Græsset var grønt igennem vinteren, tættere end andre vintre, der er sået masser af græsfrø og gødning er bragt ud. Vi har forventninger om fremskridt på vores fairways om tættere og grønnere græs, så det må godt komme i gang.

De områder vi kan vande er kommet godt i gang og vi arbejder kontinuerligt på dem. Klippefrekvenserne er gradvist sat op med den tiltagene vækst og denne udvikling vil fortsætte.. Når match- og aktivitetsprogrammet er indstillet indtil videre grundet corona giver det greenkeeperne plads til at arbejde med de mere tunge områder:

Vi har en del reparationer med tørv rundt omkring på banen som skal vedligeholdes med håndvanding og 1. og 18. green og puttinggreen ved range får stadig særbehandling med ekstra eftersåninger med græsfrø.

Vi dybdelufter de områder på banen rundt om greens og tees, der stadig har en vis fugtighed til at arbejdet får den ønskede effekt.

Rangen er nu åben igen (for dig, der modtager træning af Klas og Oskar). Her vil I bemærke at targetflagene har fået nye placeringer. Det er planen at klippe targetgreens ud rundt om flagene, så det bliver en skarpere oplevelse af at stå at træne. Targetgreens er klippet, men de er meget svære at se, men det bliver bedre med tiden.

Ny tørv til par 3 banens teesteder er også i pipelinen, men vi skal lige have reservedele hjem til vores tørveskærer.

Nedgangen til 2. teested bliver renoveret af en entreprenør og hvis den udbedring holder, kan vi også forskønne det område med græstørv, som det er gjort ved 1. tee.

Vi har et par vandingsanlægsprojekter klar. Alle sprinklere rundt om 8. green system skiftes og opgraderes, men dette projekt skal ske i samspil med leverandøren. På 18. hul er det derimod planen, at vi selv etablerer forgreensvandere, der kan dække forgreenen og en god del af fairwayen, så også dette område får et løft.

Konkrete opgaver de sidste uger af april:

Midt i uge 17 bliver greensomgivelserne dresset og prikket igen. De sidste greensbunkers bliver renoveret  

Uge 18: Greens topdresses mandag.


God fornøjelse.

Baneopdatering 27. marts

Det er en speciel tid for greenkeeperne, at være de eneste i klubben og på golfbanen. På mange måder er det enhver greenkeepers drøm at have en tom bane at arbejde på, men det sker også på en meget trist baggrund. Vi ved, at det er meget hårdt for jer medlemmer at være forhindret i at spille golf, men hvis det kan være en trøst, så trives banen ved, at der ikke bliver slidt på den i denne sidste tid af en lang vintersæson. Hjortene er også forduftet. De gemmer sig for vind og kulde inde i skoven.

Vejret er skønt, men isnende koldt, specielt om morgenen. Der er hurtigt blevet meget tørt på banen igen. Det er som om at de sidste 6 måneders regn er meget langt væk allerede. Vandingsanlægget er nu sat i gang for at undgå udtørring og for at støtte udbringningen af forårsgødning og spiring af græsfrø. Jeg er faktisk begyndt, at plage om lidt regn, men det plejer ikke at komme på denne tid af året.

Vi har igennem de sidste to uger arbejdet lidt uroligt idet vi kun har sat projekter i gang, der kunne afsluttes helt i løbet af 1 eller 2 dage før en eventuel nedlukning. Vi skal også hele tiden være klar til en eventuel åbning for spil igen. Samtidigt skal vi tage alle de sundhedsmæssige forholdsregler vi kan for at sikre hinanden og vores familier. Teamet er sundt og raskt, og vi har sammen fundet en løsning til hvordan vi holder banen bemandet og aktiv længst muligt indtil denne krise er overstået eller trappet ned til et acceptabelt risikoniveau.

Den første ”corona”-uge stod alene i det årlige fairway projekts tegn. Det er blevet gennemført i fin stil. Fairways, områder rundt om tees og mange stier har fået gavn af ca. 600 tons sand, luftning og eftersåning med små 700 kg græsfrø. Gødning var også på vej til at blive lagt ud, men vi kom i klemme i det kaos fragtfirmaerne har oplevet de sidste mange dage.

I denne uge har vi klippet greens for anden gang i sæsonen og tees og omgivelser for første gang. Nu er de klar til den kommende uges eftersåning og topdressning. Det sker i de allerførste dage af ugen så vi ikke kommer i klemme blandt jer spillere hvis der åbnes op for spil igen.

Den grimme sti ud til første teested er blevet renoveret. Pausen i spillet har gjort, at vi har fremrykket dette projekt. Flere andre anlægsprojekter står klar til udførelse hvis golfspillet stadig er forbudt. På den måde står vi parat til udnytte stilheden, men også stadigvæk være klar til spil på banen igen.

De valgfri fairwaymåtter er blevet populære, men de er ikke helt Corona-gangbare. Derfor har banekomiteen besluttet sig til, at lave yderligere 100 styks som bliver en gratis corona-gave til jer medlemmer. Behold derfor din fairwaymåtte efter endt spil. Det er en gave, der både hjælper dig derude og skåner banen indtil der kommer aktiv vækst igen måske i slut april.

/Martin Nilsson

Banen lukket

Kære medlemmer,

Bestyrelsen har – efter at have lukket for adgang til klubområdet og driving range, stoppet alle klubaktiviteter og indsamlet flag og river mv – de seneste dage tilladt spil på banen under en række restriktioner. Overholdes disse, ligger vi klart indenfor de retningslinjer, myndighederne har fastsat. Samtidig har den kontrollerede medlemsadgang til banen betydet, at I har holdt godt øje med hinanden, og på den måde sikret reglerne er blevet fulgt.  Opholdet på golfbanen har dermed været betydeligt sikrere, end de mange, der har gået tur på de offentlige, trafikerede stier i Dyrehaven. At vi skal have frisk luft og motionere, anbefales af både statsminister, SST og læger – når blot vi tager de anbefalede forholdsregler.

Udviklingen har imidlertid overhalet os, og Bestyrelsen har set sig nødsaget til at genoverveje beslutningen om at holde banen åben for medlemmers spil under restriktioner.

Dels må vi konstatere, at Dyrehaven i disse dage besøges af ekstraordinært mange skovgæster og ryttere, hvilket naturligvis øger risikoen i forbindelse med golfspillet. Dels må vi konstatere, at der er opstået en tiltagende negativ omtale i forlængelse af DGUs beslutning om at gå et skridt videre end myndighederne ved at anbefale en total lukning af klubberne. 

Bestyrelsen ønsker på ingen måde at medvirke til at skade golfsportens – og slet ikke Københavns Golf Klubs – omdømme. Derfor har vi besluttet,  at banen fra mandag ved solopgang er lukket for golfspil indtil videre.

Vi afventer udmelding fra DGU efter den 26. marts og vil selvfølgelig holde jer opdaterede om udviklingen.

Tak for jeres forståelse. Pas godt på hinanden og tag vare på jer selv.

På Bestyrelsens vegne

Birgitte Henrichsen

Formand

Banestatus Marts

Det er officielt forår og det kan mærkes på banen. Jordtemperaturen er usædvanlig høj og det smager af en tidlig sæsonstart. Kun for meget regn kan ødelægge en god start på sæsonen.

Derfor begynder greenkeeperne også forårsrenoveringerne af de forskellige baneelementer. Vi er rigtigt godt med på bunkers. Her har Hilmar og Martin arbejdet godt igennem hele februar. Ødelagte kanter er blevet genetableret, faskiner renset og sandet lagt på plads i rette dybde.

Mandag den 16. marts bliver startdato for flagstænger på greens hver dag.

Følgende opgaver er planlagt de næste par uger:

Uge 11: På mandag den 9. marts arbejdes der på banens teesteder. Alle teesteder dybdeluftes, prikkes, eftersås og topdresses. Forvent lidt forstyrrelser og unormale spilleforhold omkring teestederne imens arbejdet påbegår.

Uge 12: Mandagen den 16. påbegyndes det store arbejde med at topdresse fairways. Vores entreprenør udlægger på alle fairways ca. en halv centimeter sand ud. Derefter bliver fairways luftet og eftersået af greenkeeperne hvorefter de til sidst trækkes over med slæbenet og børste. Det er en megeet stor opgave, så forvent unormale spilleforhold på fairways hele ugen. Husk, at entreprenøren og greenkeeperne har fortrinsret på banen. Jo hurtigere vi er færdige jo hurtigere er vi væk.

Disse arbejdsopgaver er meget vejrafhængige, specielt fairwayprojektet. Hold derfor øje med notifikationer i Golfbox.

Turen kommer også snart til greens og greensomgivelser, men inden da bliver de klippet en første gang i denne sæson.

Medlemmer og gæster har taget meget godt imod vores nye tiltag med valgfri måtter til brug på banen. De hænger klar i starterhuset.

Vores faste beboere, hjortene, er også begyndt at komme i forårshumør og de store kronhjorte kaster stængerne. Hvis du finder en på din vej rundt på banen, så tag den med, hvis du altså kan bære den, og læg den ind i greenkeepergården. Så aflevere vi dem til Skoven. Det er forbudt at beholde dem.

Vi forsøger at hverve nye medlemmer blandt uglefamilien. Natugler flyver tit rundt ved klubhuset og nu prøver vi om vi kan få dem til at slå sig ned og yngle i klubben. En redekasse er hængt op tæt ved boldautomaten så nysgerrige kan følge med i om det vil lykkes.