Banestatus Marts

På banen har der været fokus på bunkers. De er blevet renset for gamle blade og andet organisk affald., kanter er blevet blæst rene for sand, sand er blevet efterfyldt og flyttet rundt på så det ligger jævnt i bunkers. Det er tungt arbejde, men det klæder banen. Vi begynder nu så småt at rive bunkers et par gange om ugen. River kommer tilbage i bunkers lidt senere, så fortsæt med at glat ud med jeres fødder eller sandjern.

Vores nye greenkeeper Nicolai Larsen er startet 1. marts. Nicolai skal være 1.ste mand i greenkeepergården og er allerede kommet godt fra start. Som tidligere elitespiller kender han banen fra barnsben af, så han har nemt ved at finde rundt og synes at vores rammer i Dyrehaven er fantastiske. Det er Nicolai og Hilmar, der har taget hovedparten af bunkers i denne uge, så Nicolai har allerede fået en fin fornemmelse af hvilken indflydelse vores hjortevildt kan have på hans pæne arbejde. Mange medlemmer har budt ham velkommen i denne hans første uge og det er dejligt at mærke hvor opmærksomme I er.

Følgende større arbejde på banen er planlagt:

Uge 10 (8-12/3): Teesteder prikkes, eftersås og topdresses. Forvent lidt forstyrrelse af din golfrunde

Uge 11 (15-19/3): Fairways topdresses. Forvent større forstyrrelser af din golfrunde. Tjek golfbox

Arbejde på banen i denne del af sæsonen er meget afhængig af vejrlig. Hvis det milde og tørre vejr fortsætter starter vi vores forårsklargøring på greens i den sidste del af måneden.

Der er for sæsonen unormalt meget spil på banen hvilket skyldes en kombination af corona restriktioner og dejligt mildt og tørt vejr. Det høje spilletryk, på et tidspunkt af året hvor græsset er allersvagest, gør også at flere medlemmer ytrer deres bekymring for om banen kan tåle slitagen. For der bliver slidt på banen, men den står heldigvis godt imod. Specielt når vi overholder etiketten og passer på banen sammen. Indførslen af måttepåbud for en uge siden har vist sig, at være en rigtig god ide. Hvis vi også holder afstand til greensomgivelserne (hold din vogn udenfor de striplede linjer) og husker at rette nedslagsmærker op kan vi godt fortsætte med at spille som vi gør nu.

God fornøjelse.

Banen åbner for spil tirsdag

Det fine vejr er med til, at gøre banen spilleklar hurtigt. Der ligger stadig blankt vand rundt omkring, specielt i bunkers og ved enkelte teesteder.

Greenkeeperne bruger mandagen til at rydde op og klargøre banen efter denne sneperiode.

Tirsdag åbnes den store bane op igen under de vinterforhold vi har haft hidtid:

  • 1ste og 18. green er lukket for spil. Der spilles til provisorisk green på disse huller.
  • Brug måtte. Det er valgfrit, men det skader bestemt ikke
  • 6 og 10 huls teesteder er genåbnet.
  • Husk din pitchfork og brug den

Banen fortsat lukket

Forholdene på banen er ikke forbedret siden sidste opdatering.

Banen er derfor lukket lørdag og søndag.

Ny opdatering følger på søndag

Banen er lukket

Det kraftige omslag i vejret med tø, sne, regn, is og frossen jord betyder, at banen er lukket for spil. Den isede overflade – som også kan være skjult af sne – kan gøre det farligt at spille golf under de forhold og banen lider også unødig skade.

Foreløbigt er banen lukket torsdag og fredag. Fredag tages der stilling til om lukningen også gælder for weekenden.

Både hjemmeside og facebook opdateres fredag.

Lukket for spil på 6. hul denne weekend

For at undgå farlige eller ubehagelige episoder lukkes der for spil af golf på 6. hul denne weekend. Bakken ned mod greenen anvendes til kælkning og anden leg af mange af Dyrehavens weekendbesøgende.

Efter endt spil på 5. green kan spillet genoptages enten fra 7. hul (hvis I ønsker at gå ned til dette huls teesteder), fra 8. hul eller fra et gammelt teested (gl. 13. hul) beliggende i roughen bag 5. green. Der er sat teestedsklodser op ved dette teested.

Vi henstiller på det kraftigste til, at medlemmer og greenfeegæster respekterer denne lukning og at I generelt er meget opmærksomme på at give plads og vise hensyn til de mange gæster i Dyrehaven.

Midlertidig lukning af spil på 1. og 18. green

Vejret er blevet mere vinterligt. Efter et nyt snedække følger nu nogle dage med hård frost.

Fra og med fredag lukker greenkeeperne for spil til green på 1. og 18 green. I stedet for vil der kunne spilles til hulkopper på de to greens forgreens. Lukningen af spil til de to berørte greens opretholdes indtil der kommer omslag i vejret.

Der er lukket for vandet ved trug og vaskeplads.

River i bunkers er kortvarigt bragt ind til vedligehold.

Pas på ved P-pladsen og tunnelen. Der er glat selvom vi salter.