Spring til indhold

Nyt fra bestyrelsen

Set fra venstre er bestyrelsesmedlemmerne Frederik Arnesen (medlem), Birgitte Henriksen (formand), Jacob G. Schou (medlem), Kristin Strøm (honorær sekretær), Jens Knudsen (kasserer), Christian Rosenstand (næstformand) og Peter Huntley (medlem).


Set fra venstre er bestyrelsesmedlemmerne Frederik Arnesen (medlem), Birgitte Henriksen (formand), Jacob G. Schou (medlem), Kristin Strøm (honorær sekretær), Jens Knudsen (kasserer), Christian Rosenstand (næstformand) og Peter Huntley (medlem).

Nyt fra bestyrelsen

August 2026

Kære medlemmer,

Den første halvdel af jeres feedback fra medlemsundersøgelsen er i hus og bliver selvfølgelig studeret grundigt. Vi har været spændte på at se, om vores nye strategi og de initiativer, vi har taget, er blevet taget vel imod. Det er glædeligt, at vi er på rette vej, først og fremmest som resultat af en stor og værdsat indsats fra vores medarbejdere, der arbejder godt sammen, altid med klubbens bedste for øje.

Derfor et hjertesuk: Husk, at vi medlemmer også har et ansvar for, at medarbejderne er glade for at gå på arbejde. Ros, når det er berettiget, og spørg, hvis du mener noget kan gøres bedre. Måske er der en god forklaring, måske kan vi løse det i fællesskab? 

At vi mødes under uformelle former medlemmerne imellem er vigtigt for vores fællesskab og for den atmosfære, vi gerne vil have i klubben. Derfor håber vi selvfølgelig I vil bakke op om den nye” Københavner ugen” i august – en uge fyldt med turneringer og en festlig afslutning fredag aften. Der er noget for alle og med alle, så meld dig nu til – GolfBox kalder.

Kommunikationen med medlemmerne er en vigtig del af strategien, og derfor udsender vi nu et nyhedsbrev hver mandag, ligesom tavlen i forhallen holdes opdateret. Her kan I lige om lidt læse, at vi imødekommer ønsket om nye åbningstider i restauranten. 

Og sådan bliver vi hele tiden lidt klogere på, hvordan vi bedst muligt lever op til at give jer en god service indenfor de økonomiske og praktiske rammer, vi har. Det er vigtigt at huske, at restauranten skal hvile i sig selv. Det er restaurantens kunder, der betaler udgifterne, bortset fra husleje, el og vand. Så skal priserne ned, skal du bare bruge restauranten noget mere.

For at styrke dialogen med medlemmerne har vi i foråret holdt et åbent hus med greenkeeperne, og et nyt møde med banen i fokus er planlagt til efteråret – inden vi i 2027 laver en ny langsigtet plan.

Bestyrelsen holder som noget nyt ”spørgetid” for medlemmerne inden bestyrelsesmøderne hhv. 20. august og 30. september. Det er begge dage kl. 17 i klubhuset.

I efteråret er det så alle frivillige, der inviteres til dialogmøde med Bestyrelsen, så vi er godt klædt på med input inden vi går ind i 2027.

På Banen er det først og fremmest bunkers, der har fået en ordentlig tur efter flere års suk og klage. Som I nok har set, er robotterne i fuld sving omkring klubhuset, og en ny ”prop-prikker” blev endelig leveret, så vi – lidt sent inde i sæsonen – endelig kunne give greens en ordentlig tur. Det er investeringer for 1,6 mio, som vi nu ser frem til at se resultaterne af. Der foregår langt mere ”bag kulisserne” i greenkeepergården, ikke mindst med anvendelsen af IT -værktøjer til bl.a. målrettet vanding, som vil kunne løfte banen i de kommende år.

Men vi er selvfølgelig langt fra i mål med vores ambitioner.

Vi har fokus på bedre træningsfaciliteter, og har nu fået lov til at lægge en måtte i driving rangen, så vi får mere at slå ud fra, når græsset er slidt ned. 

Vi skal også gøre loungen færdig, så det bliver et godt tilbud udenfor restaurantens åbningstider og om vinteren.

Og skulle du undre dig over ”tårnet” af godt brugte golfsko, der møder dig i herrernes omklædningsrum så bare rolig, vi skal også i gang med en opgradering af brugen af vores omklædningsrum.

Og ja, der er styr på økonomien og likviditeten.

Så der er nok at tage fat på, og imens spiller vi golf på livet løs. Derfor kan vi sige til lykke til vores seneste Danmarksmester Morten Findsen Schou, der netop har vundet DM for Seniorer. En flot kvittering på vores sportslige resultater.

I weekenden 8. og 9. august er der igen gang i Divisionsturneringerne, og det bliver afgjort, hvordan vi sportsligt klarer os i KGK. Kom gerne ud og se på, og hep på vores lokale helte.

Må vejrguderne og golfsvinget være med jer,

På Bestyrelsens vegne,

Birgitte Henrichsen, formand