Der har været Oldboys-travlt i august. Vi har spillet vores årlige traditionsrige match mod tirsdagsdamerne, vi har arrangeret afslutningsmatch for KGK, og vi har været på besøg i Sverige og spillet på Ljunghusens sjove bane.
Bestyrelsen
Vi har også afholdt bestyrelsesmøde i den midlertidige bestyrelse, hvor vi har fordelt opgaver internt, og vi er ved at være klar til at præsentere et nyt bestyrelseshold på den ordinære generalforsamling 30. oktober, som I så kan stemme ind eller ud 😊
Vi har igangsat et forsøg på at genskabe vores Order of Merit, at få styr på vores fødselsdage samt en gennemgang af vores vedtægter, så det vi gør nu, også kan lade sig gøre ifølge vedtægterne. Vi tænker også, at der godt må være plads til endnu et bestyrelsesmedlem, hvis nogen har eller får lyst.
Vi skal også være helt sikre på, at vi har styr på nye medlemmer…
Erik Hamre er ny næstformand i bestyrelsen.
Gunstart?
Der er som altid mange holdninger blandt Oldboys til alt. Så længe der er puls er der meninger, og sådan skal det også være.
Der er flere, muliges ikke et flertal, men i alt fald et udtalt tal, der ikke bryder sig om at starte for langt væk fra klubben. Vi har analyseret lidt på emnet. Med baglæns gunstart er 18 hullers matchen normalt færdigspillet inden for ½ time, hvilket betyder at vi vinder ca. ½ time i forhold til løbende start før vi alle er (burde være) samlet i klubben. Men dertil skal trækkes transport til og fra starthuls, så vi vinder nok ikke så voldsomt meget.
Derfor vil vi som et forsøg indføre ordinær start fra hul 1 ca. halvdelen af årets sidste matcher. Vi samler så op på generalforsamlingen, hvor vi så kan konkludere, hvad vi gør næste år.
Matcher
Match mod tirsdagsklubben
Vi var i alt 38 tilmeldte til årets match mod tirsdagsdamerne. Vejret var fint og selskabet godt, så det blev en fin dag – på trods af interim-formandens udtalte mangel på it-kompetence, der gjorde at der var rod i online score registreringen. Heldigvis fik vi god hjælp fra kontoret, og fik afviklet matchen som planlagt.
Vinder i 18 huls matchen blev Eva Bramsnæs og Carsten Jensen, skarpt forfulgt af Lone Bech og Niels Christian Jensen samt Vibeke Leschly og Steen Manniche – (muligvis i modsat rækkefælge…).
9 hullers turneringen blev vundet af Beritt Skeel-Gjørling og Erik Hamre.
KGK afslutningsmatch
Den 14/9 var Oldboys opdelt. 9 hullers matchen blev afviklet fra kl. 9.00 mens 18 hullers matchen var aflyst, og erstatte af KGK afslutningsmatchen arrangeret af Oldboys med gunstart kl. 12.00.
9-hullers matchen blev vundet af Jon Dyhre Hanen med 21 p efterfulgt af Søren Juhl Hansen med 20 p.
KGK-matchen blev afviklet som Greensome. Der var 24 hold eller i alt 48 spillere, så der var fin tilslutning. Desværre var der allerede arrangeret flere andre greensome turneringer i KGK-ugen, så bliver der en næste gang, vil vi nok prøve en anden matchform – en Texas Scramble kunne være et sjovt indslag, tænker vi.
Præmieoverrækkelsen blev foretaget af KGK som en del af KGK-ugen, men da flere Oldboys spillere som sædvanligt udmærkede sig, nævnes her lige de tre første placeringer:
Nr. 1 : Ulrik ’The Eagle’ Andersen- Alstrup med Mark Justin Shedel . 49p
Nr 2: Jan Becker Hansen med Michael Pedersen. 47P
Nr 3: Susanne Tarp med Carsten Jensen. 46p
Tee-mesterskab mv.
Den 21. spillede vi tee-mesterskab fra tee 52, mens 9 hullers matchen spilede modificeret slagspil a la Oldboys.
Der var fin tilslutning til Tee-mesterskabet med i alt 25 deltagere!
Matchen blev vundet af Arve Sund med 38p fulgt af Søren Juhl Hansen også med 38 og Niels Kofoed ligeledes med 38p. Nr. 4 blev Christian Strandgaard med 37p – så det var en tæt match!
9-hullers matchen blev vundet af Claus Tage Hansen med netto 32 slag efterfulgt af Niels Jørgen Jæger med netto 34 slag og Niels Holst Laursen ligeledes med netto 34.
Der var 13 spillere med i 9-hullers matchen, så vi var 38 Oldboys i gang. Det var en af de større dage for os!
Ljunghusen
Vi endte med at være 15 deltagere på den årlige Sveriges tur, der gik til Ljunghusen banen på Skanör. Det er en rigtig links-bane, og bestyrelsen havde derfor sørget for autentiske links forhold ved at bestille rigeligt med blæst afsluttende med en god portion regn.
På trods af forholdene blev der scoret fint:
Vinder blev Poul Hansen med 37 p foran Arve Sund med 35p og Michael Gerlif med 33p.
Næste års Sveriges tur arrangeres af Michael Elkiær Andersen,
Den næste tid.
Den 4. september er der Åben herredag i KGK, men vi har fået at vide fra kontoret, at den muligvis bliver aflyst på grund af for få tilmeldinger. Sker det, får vi dagen tilbage, så hold øje med Golfbox, hvis I gerne vil spille Oldboys den 4’de.
Den 11. spiller vi igen tee-mesterskab, denne gang fra tee 49. 9 hullers matchen spiller stableford.
Den 18. spiler vi normal stableford i begge rækker.
Den 25. spiller vi alle modificeret slagspil a la Oldboys.