Følg os på Instagram

Cannot get other user media. API shut down by Instagram. Sorry. Display only your media.

Følg os på Facebook

2 måneder siden

Mit KGK Moment

“Hvem finder først golfbolden i træet?” 🧐🌲⛳️

Billedet er indsendt af Lise Frederiksen.

Tak for det sjove billede Lise, du er nu med i konkurrencen om en frokost ... Vis mere

2 måneder siden

Varmen kommer tilbage i denne uge, siger metrologerne. ☀️⛳️
Præcis som den dag i maj, hvor Susanne "Sprinter" Kristensen, datter til vores legendariske træner, Henning Sprinter Kristensen, ... Vis mere

2 måneder siden

Tursday again!
Adjust for sloping lies

2 måneder siden

Lørdag havde vi Komitéturnering og middag i KGK. Turneringen blev vundet af Lisbeth Kjellberg og John Eriksen.
Vi fik også hædret vores klubmestre samt runner-ups i de respektive rækker. Karin ... Vis mere

2 måneder siden

Mit KGK moment

Morten Ryberg Dalum har indsendt dette billede.

"Mit bedste minde er helt klart min 6 plads til Sprinter Cup i år. Super søde spillere fra Kgk jeg gik rundt med, vel nok det ... Vis mere

2 måneder siden

Mit KGK moment ... 🍃🌤️📸
Bodil Jensen havde håbet på at se nogle dyr på sin golfrunde ... 😉
Tak Bodil, du er nu med i konkurrence om en lækker frokost for 2 pers. i restauranten. ... Vis mere

Vores gamle klub set med nye øjne – og ny blodtype

 i Introgolf

af Trine Nebel

Man tror man har et valg. Det har man ikke. Og det ved Christian Tage godt. Men vi spiller begge vores roller. Jeg som nygolferen, der hjemvendt og nyslået fra golfhøjskole er på udkig efter en egnet lokal golfklub. Christian som direktøren, der godt forstår ens overvejelser. Han viser derfor gerne rundt i klubben – og giver et par gratis runder, inden den store beslutning skal tages. Det manglede da bare…

 

Inderst inde ved vi begge, at det hverken gør fra eller til. Urhjernens følelsescenter, der ikke har kapacitet for rationaler, HAR forlængst besluttet sig, og så er der som bekendt ikke så meget at gøre. Men vi lader begge som om. Efter den symbolske rundtur – naturligvis i strålende sol, blå himmel og 26 graders varme – trumfes rundvisningen med et par kronhjorte, noget iskaffe på klubbens terrasse og en 9-hullers prøverunde med underskønne fru Lise Gulmann fra klubbens introkomité; “Om man vil låne noget udstyr at komme i gang med…?”

Og således bliver det. To uger senere er armen svulmet op på grund af regulær overanstrengelse. Dét er der selvfølgelig råd for. Fru Birgit Peitersen, der næppe heller kræver nærmere introduktion, og som bidrager i introkomitéen, kommer med afgørende erfaringer ud i sådan-mister-du-ikke-modet-selvom-din-albue-er-inflammeret-og-hævet: “Husk Trine, at 15 cm og 150 meter koster det samme, så du øver bare putning og det korte indspil indtil din arm igen ligner en arm – sådan gør jeg selv, når jeg overspillet”, forklarer fru Peitersen. Hvem får tanken at argumentere golf med Birgit. Ikke jeg, for jeg er fan af fru Lise Gulmann og fru Birgit Peitersen (mageløse, modne damer, der bidrager uselvisk ind i fællesskabet så netop følelsen af tilhørsforhold i KGK kan vokse).

100 dage efter indmeldelse i KGK har man fået halvanden golfalbue, men også en ny blodtype-V. Den særlige V-blodtype udmærker sig ved at være iblandet vikingeblod (deraf V’et), der får én til at trodse vejrliget og giver krops-uro, hvis ikke man får kæmpet med roughen, elementerne og sit helt urimeligt høje HcP mindst tre til fire gange om ugen. Det har jeg grundet en del over. Hvad er det, der sker?

 

For tretten år siden gik jeg nemlig også i gang med at spille golf. Det blev ikke til noget, fordi 10 år med kommunalpolitik i Lyngby-Taarbæk Kommune kom i vejen. De to måneder dengang i Hørsholm Golfklub kostede mig (alt inklusive) kr. 30.000, og den 100% selvforskyldte oplevelse af ‘ufuldendt’ har i 13 år siddet i mig som en aftegning af de fordomme, vi alle møder om golf:

* Golf er tidskrævende

* Golf er for gamle mennesker
* Golf er kedeligt

* Vejret i DK egnet sig ikke golf

* Golfsport er dyrt
* Golfspillet er umuligt at lære

* Golf er uegnet folk med temperament

* Det er svært at finde nogle at spille med

* Klubberne er lukkede om sig selv.

 

Nuvel. Lad os tage fordommene én for én – set med et nyt medlems øjne.

 

Golf er tidskrævende. Ja. Men siden hvornår er tidskrævende egentlig blevet et fy-ord. Tid er blevet mere værdifuld end diamanter, og noget af det smukkeste, man kan give til andre, foruden ægte opmærksomhed. Med golf bruger man tid på noget så selvisk som én selv. Det skal man selvfølgelig lige vænne sig til.

 

Alder. Hvad er alder? En dårlig undskyldning eller mangel på udsyn, hvis jeg må være så fri. Hvem har ikke prøvet at halse EFTER fru Birgit Peitersen, når hun med rask gang og V-blod i årene betvinger banen, uden nævneværdig skelen til regn- og blæsevejr. Og den dag på par3-banen, hvor jeg mødte Axel Emil, hvis storesøster elite-fightede ude på bag-9. Axel Emil var ikke 7 år, forklarede han mig, men næsten 8 år, og havde Marc som træner. “Det har jeg også”, svarede jeg, og spurgte om vi skulle spille en runde. En time senere var det tid til pomfritter i restauranten.

 

Om golf er kedeligt afhænger nok af øjnene, der ser. Og af værdier. Hvis man med kedeligt mener dét at have en 14-takket kronhjort i nakken mens man bakser med sin rescue og traver sig 961 kalorier fattigere ude i et løvfald, der sætter Flügger til vægs, så jo.

 

Det er for koldt. Det er for varmt. Det er for vådt. Det er for blæsende. Tja. Indtil man tager et ekstra lag på, eller lag af, husker sin regnjakke (det sker forbavsende hurtigt) og lærer at stave til v-i-n-d-t-æ-t.

 

Golf er ikke billigt at komme i gang med. Men derfra er det tilladt at sætte i perspektiv. Man starter med en tur i Den Blå Avis, hvor man snildt kan få et intakt golfsæt med taske for kr. 1.000. Ens gamle skijakke skal bare sprayes med silikone, så klarer den fint en sæson på golfbanen. Og så køber man en røvfuld søbolde til 2 kr. pr. styk, da man alligevel skal smide 100 bolde væk inden jul. Andre får glæde af de bortkomne bolde, når de selv undtagelsesvis leder efter deres, og på den måde er bold-økonomien nærmest bæredygtig. Selv indmeldelsesgebyret tjener sig hjem, hvis man tænker ‘økonomisk kreativt’. Dels kan man spare sit fitness-abonnement væk, fordi KGK har åben om vinteren, og dels kan man spare sig for udgifter til stresshåndterings- og selvhjælpskurser. Jeg laver ikke sjov; det står i Peter Qvortrup Geislings nye bog: Naturen på recept. Golfspillere lever længere og dermed får man også mere ud af sin eventuelt livslange pensionsordning. Endelig sparer man to glas vin hver aften, hvor man dagen efter skal op at spille golf. Tænk hvad det kan løbe op i, hvis man spiller hver weekend. MAO: Set over ‘livets 18 huller’ er golf, udregnet med humanistens lommeregner, en indtægt og ikke en udgift.

Til argumentet om at golf er (for) svært at lære, må man bøje sig. Det ER virkelig en sygt svær sport at lære. Men allersværest er det at få kalibreret sit ego med virkeligheden. Og golf er i øvrigt næppe sværere at lære at end cello. De færreste af os ender alligevel i DR’s symfoniorkester, selv hvis vi starter med intensiv celloundervisning ved årsskiftet.

 

Hvem har ikke stået ude i roughen og haft lyst til tyre et jern ned i en tue eller på fairway overvejet om det ville hjælpe at knække en kølle over knæet? Ja, ikke! Så jeg tror nok, at golf er folk med temperament – omend det skal håndteres med ynde, som mentorerne Gulmann og Peitersen heldigvis diskret sidemandsoplærer én i.

Og apropos netop disse to enestående damer, så får man faktisk nogle at spille med, når man er ny Københavns Golfklub. Birgit Peitersen har tidligere stået for intro-mandagene, indtil Lise Gulmann tog over. Med deres uendelige og uegennyttige indsats, og hvis man i øvrigt selv er lidt årvågen på ja-hat-måden, er det muligt relativt hurtigt at få adskillelige golfkammerater at spille med. Om golfklubber derfor er mere lukkede end andre (sports)klubber, tvivler jeg på. Snarere handler det om menneskets biologi – altså fra før nogen tænkte på golf – og vores behov for at være del af et stammefællesskab. Nogle vil gerne åbne op og ser nye mennesker – herunder nye medlemmer – som nye muligheder. Kendskab kan som sagt føre til venskab. Dér ligner golfklubber nok mest af alt livet.

 

Så lad mig slutte med Jens Hertz, der har været medlem af KGK i mange år. En dag jeg stod og sved-trænede indspil ude ved sandbunkeren, kom han forbi og råbte frejdigt: “Hej Trine. Godt du er kommet i gang. Du ved godt, hvad man siger om klubben, ikk’? Nu kommer du aldrig ud igen!”.