Skip to content

Københavns Golf Klub søger greenkeeper

Greenkeeper i Københavns Golf Klub – Skandinaviens første golfklub beliggende i Dyrehaven
Er du passioneret omkring din greenkeeping? Vil du være med til at drive en bæredygtig og fremtidsorienteret banepasning i et unikt miljø? Kunne du tænke dig at blive en del af en moderne golfklub beliggende i en storslået natur med flere end 2000 hjorte som dine nærmeste iagttagere? Så kunne du være den rette til stillingen som greenkeeper i Københavns Golf Klub.
Vores greenkeeperteam
Du vil indgå i et erfarent team på 5 kollegaer, der vokser til 10 greenkeepere i højsæsonen. Vi har et stærkt fagligt fællesskab, der altid kredser om at forbedre banen i den mest bæredygtige retning samtidigt med at vi vægter at spilbarhed og kvalitet på en helårsbane er i top.
I teamet er vi tro mod det vi kan og det, der er muligt på et areal, der er under UNESCO’s beskyttelse. Vi arbejder med greenkeeping inden for en udfordrende ramme samtidig med, at vi har en ambition om konstant at udvikle kvaliteten af banen til glæde for klubbens 1.200 medlemmer. Vi har indført alternative plejemetoder, som vi enten selv har opfundet eller læst og hørt om. Vi er i fuld gang med at forbedre vores fairways og indenfor en kort årrække skal vi anlægge et shortgameområde, renovere vores vandingsanlæg og være med til at gøre klubbens 125-års jubilæum i 2023 til et mindeværdigt år.
Stillingen
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Overarbejde forekommer, men ikke rutinemæssigt. Der er en fast turnus af weekendmorgenvagter. Timer oparbejdet ved overarbejde eller weekendvagter afspadseres om vinteren. Klubben følger DAG/3F’s overenskomst.
For den rette kandidat vil jobbet kunne udvikle sig til en stilling som førstemand.
Tiltrædelse: 1. marts 2021
Kvalifikationer
• Du har arbejdet som greenkeeper, groundsman eller med anden græspleje.
• Du er faglig nysgerrig og altid interesseret i at dygtiggøre dig
• Du spiller golf eller vil gerne lære det fordi vi arbejder på en golfbane
• Du er en holdspiller, der nyder en varieret arbejdsdag
• Du er nytænkende og er god til at omsætte dine ideer til handling
• Du har en stærk ryg og god kondition fordi jobbet er fysisk krævende
Københavns Golf Klub
Vi tilbyder dig en arbejdsplads i unikke naturrammer i tæt kontakt med kollegaer, medlemmer og gæster. Du vil blive en del af en medlemsejet klub med en stolt og lang historie som skandinaviens første golfklub, men som ikke hviler på fortidens laurbær.
Send din ansøgning til chefgreenkeeper Martin Nilsson på greenkeeper@kgkgolf.dk hurtigst muligt og senest søndag den 31. januar 2021. Kandidater vil løbende blive kaldt til samtale, også før ansøgningsfristen.
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte chefgreenkeeper Martin Nilsson: 41 28 49 05